Imagination som kreativ kraft og et tredje element

Cornelius Castoriadis argumenterer i The Imaginary Institution of Society (1975) for, at det imaginære må ses som en skabende kraft for samfundet, der muliggør at se samfundet som en selvskabende institution som i relationer mellem det funktionelle, det symbolske og det imaginære tilsammen udgør den sociale imagination:

Beyond the conscious activity of institutionalization, institutions have drawn their source from the social imaginary. This imaginary must be interwoven with the symbolic, otherwise society could not have “come together”; and have linked up with the economic-functional component, otherwise it could not have survived. It can be placed, and it must be placed, in their service as well: there is, of course, a function of the institutional imaginary, although here, too, we observe that the effect if the imaginary outstrips its function (…) but without it any determination of both the symbolic and the functional, the specificity and the unity of the former, the orientation and the finality of the latter, remain incomplete and finally incomprehensible.[i]

Visualiteten har en funktion (eksempelvis økonomisk), en betydning (eksempelvis i form af symboler) og tilføjer samtidig noget til verden (skaber forestillinger, der skaber nye ideer om ting ude i verden – skaber et historisk “før” og “efter”). Alle tre ting er en del af visualiteten. Ved at se imaginationen som et tredje element imellem ideernes verden og perceptionen, bliver det først og fremmest muligt, at kommer ud over den sproglige tilknytning til billedet, der gennem forståelsen af visualitet som struktur, delvist har præget feltet omkring visuel kultur. På den måde bliver det muligt at spørge til, hvordan kultur overhovedet bliver til? Hvad sker der, før alting bliver til koder og diskurser, eller endda før vi kan siges at sanse noget som helst? Det kræver dog først og fremmest, at imaginationen defineres som kulturel, og ikke som traditionelt set en udelukkende subjektiv evne. Det vidner om en forståelse af en ny dimension for virkeligheden, som kan forklare, hvorfor eksempelvis EU som institution ikke kan fungere uden ideen om Europa, hvorfor imaginationen i høj grad må betragtes som en virkelig og reel kraft i verden. Begrebet om imagination kan pege på, hvordan verden kan siges at blive skabt mere visuel samt undersøge, hvordan det visuelle er forbundet til den kreative kraft, imaginationen defineres som. Uden den indsigt taber man i følge Castoradis fornemmelsen for verdens kontinuære forandring og skabelse:

We would miss, on the one hand and above all, the fundamental fact that there is nothing visible that is fully given and completely made in which the seer could insert herself, any more, indeed that there is a “representational picture”, but rather emergence, continual creation, incompletion (…) that is never filled out but rather transforms itself into another incompletion.[ii]

Vi går fra ideen om det visuelle som repræsentation til en forståelse som er mere og mere centreret om en interesse for, hvad det visuelle kan bidrage med til verden og ændre i verden. Det visuelle kan dermed inkludere forestillingsbilleder, som knytter sig til det vi ser og til de bredere strukturer af kultur. Imaginationen går altså ikke ind og erstatter det tidligere forhold mellem struktur og erfaring, men skal ses som netop det tredje element imellem dem. Imaginationen eller det kreative, som det indgår i samfundets selvskabelse, muliggører at se på det visuelle som en kraft og en værdi i sig selv, og ikke afledt af sproglig funderede diskurser og repræsentationer. At se på visuel kultur som en vedvarende skabelse i sammenhæng med menneskets kontinuum af forestillingsbilleder indebærer også et skift af de ontologiske rammer,[iii] og et opgør med ideen om, at man skal forstå hvad virkeligheden er, idet virkeligheden hele tiden er under selvskabelse.

Fra kreativ kraft til social global praksis

For at det imaginære skal kunne forstås som andet end en ubestemmelig kreativ kraft, der kun kan erfares i sine effekter i form af nye sproglige og visuelle betydninger, må man tilnærme sig en forståelse af, hvordan det visuelle rent praktisk kan konstituere og omstrukturere det sociale og vores samfund.

To make visible, to visualize – to see, may be conjectured beyond ocularcentrism as a generative creativity, that is, as an articulation of organizations to the world by additive novelty, dimensioning and appearing to a visual field (but of course not only to this field).[iv]

På den måde bliver det muligt at undersøge den visuelle kulturs mere radikale effekter i verden, ved at se det visuelle som en dimension, der artikuleres gennem konkrete organiseringer i verden. Det visuelle bliver en måde at organisere verden i forhold til den visuelle dimension, som hele tiden genererer nye former for visualitet. At verden er anderledes visuel i dag og fungerer mere “visuelt” er i følge Arjun Appadurai en konsekvens af globaliseringen. I Modernity at Large. Cultural Dimensions of Globalization (1996) argumenterer han for, at den øgede mediering (primært forstået som massemedier) i sammenhæng med en ekspanderende migration på verdensplan har en samlet effekt på “the work of imagination”,[v] der skal forstås som en konstituerende del af den moderne subjektivitet – kort sagt: hvordan vi opfatter os selv, hinanden og verden: “(…) the imagination has become a collective, social fact. This development, in turn, is the basis of plurality of imagined worlds.”[vi] Som et socialt faktum, der betyder at vi som enkeltindivider og som samfundet hele tiden forestiller os verdener, har det nogle helt konkrete konsekvenser for, hvordan politiske, økonomiske og sociale uoverenstemmesler udspiller sig overalt i verden:

It is the imagination, in its collective forms, that creates ideas of neighborhood and nationhood, of moral economies and unjust rule, of higher wages and foreign labor prospects. The imagination is today a staging ground for action, and not only for escape. [vii] (…) The image, the imagined, the imaginary – these are all terms that direct us to something critical and new in global cultural processes: the imagination as social practice.[viii]

Ved at forstå den måde hvorpå imaginationen som social praksis indvirker i forskellige politiske, økonomiske og kulturelle problemstillinger, kan man i følge Appadurai begynde at undersøge den kompleksitet, der er fundet med globaliteten. Han arbejder selv med fem forskellige scapes,[ix] som for ham udgører de fem dimensioner af kulturelle flows, der er nødvendige for at forstå, hvordan verden hænger sammen i dag. Pointen er i denne sammenhæng, at Castoriadis’ teori om imaginationen som kreativ kraft er nødt til at blive konkretiseret, hvis man skal kunne italesætte de mange konkrete måder, hvorpå verden er blevet mere visuel og fungerer mere visuelt. Appadurai kan læses som et forsøg på netop det, og han kan bruges til at konkretisere imaginationen i en sådan grad, at man kan tale om en social praksis, hvilket også muliggører at genitalesætte spørgsmålet om magt, ikke i diskursiv forstand, men som effekt af de globale flows, der udgør en verden i evig forandring.

For at kunne undersøge hvordan visualitet kan få reelle politiske betydninger i verden er det altså nødvendigt at udvide teorien om, hvad visualitet kan siges at være. Man går fra ideen om det visuelle som repræsentation til en forståelse som er mere interesseret i at undersøge, hvad det visuelle kan biddrage med og ændre i verden. Ved at diskutere, hvordan begrebet om imagination kan bidrage til en udvidet forståelse af visualitet, bliver det muligt først at overveje, hvordan imaginationen i følge Castoriadis kan forstås som en iboende kreativ kraft i verden og verden som evigt selvskabende. Denne teori må dog konkretiseres for mere præcist at kunne svare på, hvordan verden kan blive mere og mere visuel. Gennem Appadurai kan man argumentere for, at imaginationen skal forstås som en social praksis, for derved at kunne forstå, hvordan visualitet kan få meget håndfaste politiske, økonomiske og kulturelle konsekvenser i verden, men som også muliggører, at verden kan blive anderledes, påvirket af hvordan vi kan forestille os den.

The world is yours, go dream it!

_____________________________________________

[i] Castoriadis, Cornelius. The Imaginary Institution of Society. The Institution and the Imaginary: A First Approach (1987), s. 131

[ii] Castoriadis, Cornelius: Merleau-Ponty and the Ontological Tradition citeret i: Michelsen, Anders. “Nothing Outside of Discourse? On the Creative Dimension of Visuality” i: Leitmotiv Numero 5/2005-2006. Art in the Age of Visual Culture and the Image (2006), s. 89

[iii] Michelsen, Anders. “Nothing Outside of Discourse? On the Creative Dimension of Visuality” in: Leitmotiv Numero 5/2005-2006. Art in the Age of Visual Culture and the Image (2006), s. 91

[iv] Ibid. s. 97

[v] Appadurai, Arjun. Modernity at Large. Cultural Dimensions of Globalization (1996), s. 3

[vi] ibid, s. 5

[vii] ibid, s. 7

[viii] ibid, s. 31

[ix] ibid, s.33

Skriv et svar