Visualitet som begreb

I 1988 formulerede Hal Foster i sin bog Vision and Visuality. Discussions in Contemporary Culture No.2, hvad der kan betragtes som et kort forskningsprogram for visualitet:

Why vision and visuality, why these terms? Although vision suggests sight as a physical operation, and visuality sight as a social fact, the two are not opposed as nature to culture: vision is social and historical too, and visuality involves the body and the psyche. Yet neither are they identical: here, the difference between the terms signals a difference within the visual – between the mechanism of sight and its historical techniques, between the datum of vision and its discursive determinations – a difference, many differences, among how we see, how we are able, allowed, or made to see, and how we see this seeing or the unseen therein.[i]

I citatet peger Foster på forholdet mellem synet som fysisk operation overfor visualiteten som et socialt faktum, hvilket er en distinktion, han på sin vis forsøger at ophæve; de to udelukker ikke hinanden, men er indbyrdes afhængige. Synet er også socialt, og visualiteten involverer også kroppen og sindet. Tilsammen udfolder de sig i en mængde af forskelle, som afgør, hvordan vi som mennesker er i stand til, får lov til eller bliver formet til at se på verden. Det vigtige er at holde sig dialektikken for øje og det spændingsfelt, der befinder sig i selve det “og”, som Foster har placeret mellem syn og visualitet. Det visuelle kan ikke defineres ud fra synserfaringen alene, men må ses i forhold til de sociale og kulturelle omgivelser, erfaringen finder sted i og omvendt. Hverken synserfaringen eller visualiteten er nok i sig selv for at forstå den visuelle kultur. Vi ser aldrig uskyldigt, og tingene betyder altid mere, end det vi ser. Ville vi overhovedet kunne forstå det, vi så, hvis det ikke havde en betydning for os? Mellem synet (det faktum at vi ser ud af vores øjne) og en altid videre sammenhæng (fordi vi aldrig ser uskyldigt), kan man tale om visualitet som kulturel betydning. Begrebet om visualitet kan derfor på sin vis siges altid at være knyttet til et spørgsmål om betydning. Forholdet mellem en primært fysisk synserfaring og et primært socialt begreb om visualitet medfører, at man må stille spørgsmålet om, hvorvidt visuel kultur er noget, der sker for os, eller noget vi gør?

 

Malcolm Barnard argumenterer i sin bog Approaches to Understanding Visual Culture (2001) for, at der er to primære tilgange til visuel kultur:

(…) there are two basic approaches to the study and understanding of visual culture, a phenomenological and hermeneutic subject-based one and a structural, object-based one.[ii]

Disse to tilgange afgør, hvordan man forholder sig til ovennævnte spørgsmål og beskrivelsen af visualitet. Forskellen skyldes, at de to tilgange forholder sig forskelligt til spørgsmålet om, hvordan betydning opstår. For strukturalismen er betydning “(…) the result or product, of a place in a structure, an organised set of elements. Such an account of meaning is completely different from the hermeneutic account of meaning, where meaning is a product of individual intention.”[iii] Men på samme måde som synserfaringen hos Foster altid må ses i forhold til visualiteten, på samme måde må den hermeneutiske forståelse hos Barnard altid ses i forhold til den strukturelle forståelse og omvendt; “(…) each exists as a moment of the other.”[iv] Selvom tilgangene derfor skal ses i dialektik med hinanden, kan man alligevel af pædagogiske hensyn skille dem ad i teoretiske beskrivelser, for så at bringe dem i samspil i specifikke analyser.

Visualitet som erfaring

Ved at anskue det visuelle som erfaringsform, bliver det muligt undersøge forholdet mellem den seende og det sete. Maurice Merleau-Ponty argumenterer i sit værk Eye and Mind (L’Œil et l’esprit, 1961) for, at relationen mellem den seende og det sete skaber et særligt felt af synlighed:

That which looks at all things can also look at itself and recognize, in what it sees, the “other side” of its power of looking. It sees itself seeing; it touches itself touching; it is visible and sensitive for itself.[v]

Det vigtige er i denne sammenhæng den process, hvorigennem den seende bliver seende, og det synlige bliver synligt, hvilket sker i netop deres indbyrdes relation, der skaber et felt for det visuelle, hvori de begge indgår. Ved at undersøge den oplevede visualitet forsøger Merleau-Ponty at tilnærme sig det, man kunne kalde for det “rene” visuelle erfaringsindhold. Qualen,[vi] som Merleau-Ponty benævner det, er det indhold, der ikke er knyttet til det sete objekt selv eller til den rettethed, der fænomenologisk betragtet er i kroppen i selve erfaringen. En sådan quale kunne eksempelvis være “rødhed”. En rødhed, der ikke er afhængig af objektet, eksempelvis en rød spand, men som heller ikke kun bestemmes af tidligere erfaringer med rødhed. Rødheden kan siges at være et erfaringsindhold i sig selv, som indgår i den indbyrdes relation mellem den seende og det synlige. Ud af forholdet mellem mange forskellige qualia, opstår det visuelle felt. Feltet bliver yderligere beskrevet i Merleau-Pontys posthume værk The Visible and Invisible (Le Visible et l’invisible, suivi de notes de travail, 1964):

With the first vision, the first contact, the first pleasure, there is initiation, that is, not the positing of a content, but the opening of a dimension that can never again be closed, the establishment of a level in terms of which every other experience will henceforth be situated. (…) it is the invisible of this world, that which inhabits this world, sustains it, and renders it visible, its own and interior possibility, the Being of this being.[vii]

Det synlige kan dermed skabe et nyt element, hvad Merleau-Ponty kalder kødet,[viii] som skal forstås som et felt af fælles visuelle erfaringer og en bestemt dimension af synlighed, bestående af kulturbetydninger af både subjektiv, objektiv og fælles art. Dimensionen eller elementet af synlighed består derfor ikke udelukkende af enkeltbilleder, men snarere af det, vi kunne kalde for visualitet. Vi er som mennesker altid “indeni” det synlige som en del af visualiteten. Visuel kultur bliver dermed også et udtryk for, at kulturen gebærder sig i umiddelbare former, i ét nu, hvilket implicerer, at vi som mennesker altid har en direkte adgang til det visuelle. Det visuelle kan være en erfaringsform og en større dimension af virkeligheden, som ikke nødvendigvis kan tolkes gennem de distinktive visuelle fænomener, som vi støder på ude i verden, men som må ses som en tilstand, der åbner op for en ny definition af alle mulige forskellige ting.

 

Selvom teorien og forståelse af “kødet” som et element kan fremstå abstrakt, så har denne tilgang den fordel, at den kan give en baggrund for at forstå, hvordan det synlige kan være mere end kodede kulturelle betydninger som hos Hall eller enkeltstående fremmedgørende billeder som hos Debord. Tværtimod forstås det visuelle som medkonstituerende for socialt liv samt den sociale verden mellem mennesker og får dermed en bredere social form og kulturbetydning. Teoriens styrke ligger i et opgør med, at visualiteten enten skulle høre til i kroppen selv eller til verden i sig selv. Kroppen og verden skal ses som to spejle overfor hinanden i en evighedsbevægelse,[ix] der tilsammen bliver mere end summen af de to dele. Det ophæver også den logik, der blandt andet kan spores tilbage til Descartes, som påstår, at “bevidstheden” skulle være det styrrende i forholdet til verden.[x]

 

Inden vi bevæger os videre til hvad man kunne se som en anden “vej” i forhold til spørgsmålet om visualitet, er det vigtigt endnu en gang at pointere, at de to tilgange har flere teoretiske overlap og derfor ikke skal ses som “modsatte”. Man bør eksempelvis læse strukturalismen som en forlængelse af Merleau-Ponty i forhold til visualitetsbegrebet i den forstand, at hvor Merleau-Ponty fokuserer på det at erfare noget visuelt, så kan strukturalismen siges at fokusere på hvordan flere erfaringer bliver organiseret. Hvis ikke der var nogle erfaringer, så ville der heller ikke være nogen struktur eller organisering – man kan ikke lave en struktur ud af ingenting. Forskellen imellem dem kan siges at bestå i forhold til spørgsmålet om betydning.

Det visuelle som struktur

Som nævnt med Barnard, forstår strukturalismen betydning som resultat eller produkt af en plads i en struktur eller orden. Strukturen er det, der bestemmer hvilken betydning vi eksempelvis tillægger en visuel erfaring. I den forbindelse kan det være gavnligt at vende tilbage til hvad Foster betegnede som “diskursive determinationer”, da netop diskurserne kan ses som det strukturerende element, der bestemmer kulturelle betydninger, herunder de visuelle. Hall beskrev, hvordan visualitet forstået som repræsentationer kunne forstås på samme måde som sprog, men han kom ikke rigtig nærmere “hvordan”, det synlige bliver til kulturel betydning. I The Order of Things: An Archeology of the Human Sciences (Les mots et les choses: Une archéologie des sciences humaines, 1966) går Michel Foucault skridtet videre og argumenterer for, at repræsentationerne ikke skal ses i sig selv, men må forstås i forhold til, hvordan de fungerer ved at skabe en konventionel social virkelighed. Han beskriver, hvordan diskurser opstår, som en process af at etablere en særlig orden mellem ting:

On what “table”, according to what grid of identities, similitudes, analogies, have we become accustomed to sort out so many different and similar things? What is the coherence – which, as is immediately apparent, is neither determined by an a priori and necessary concatenation, nor imposed on us by immediately perceptible contents?[xi]

På den måde bliver det muligt for ham at undersøge, hvordan eksempelvis videnskab opstår, ved samtidig at pointere, at en hvilken som helst videnskabelig orden er lige så konstrueret og vilkårlig som alt muligt andet. Viden er på samme måde en konvention, som Hall argumenterede for, at sproget var det. Men ved at arbejde med selve ideen om, at vi har konventioner, viser Foucault også, at de kan ændre sig. Vi ser ikke på samme måde på verden i dag, som vi gjorde det i middelalderen. Forskellige perioder i tiden har indeholdt forskellige måder at se verden på, hvilket Foucault kalder for et epistomologisk felt eller et episteme.[xii] Epistemet afgør, hvad der er acceptabelt indenfor en bestemt diskurs, eksempelvis den videnskabelige, og bestemmer på den måde, hvad der kan siges men i lige så høj grad også, hvad der kan “ses” i en bestemt historisk periode. I Gilles Deleuzes læsning af Foucault i Foucault (1986) beskriver Deleuze, hvordan epistemerne, eller hvad han selv kalder de historiske strata, kan siges at ændre sig:

(…) on the one hand each stratum or historical formation implies a distribution of the visible and the articulable which acts upon itself; on the other, from one stratum to the next there is a variation in the distribution, because the visibility itself changes in style, while the statements themselves change their system.[xiii]

Selvom Deleuze i sin læsning af Foucault nærmer sig en beskrivelse af, hvordan betingelserne for det synlige og det sigelige kan siges at ændre sig, kommer han ikke rigtig nærmere, hvad der får dem til at ændre sig. Vigtigst er dog, at den visuelle struktur ud fra denne synsvinkel er vigtigere end det synlige eller den seende selv. De forskellige betingelser for hvad der kan siges og ses betyder, at nogle ting simpelthen kan være “usynlige” eller “usigelige” indenfor en diskurs i en historisk periode forårsaget af de epistemologiske forudsætninger i samtiden. Diskursen kan altså, som også Foster pointerede med sit begreb om “diskursiv determination”, determinere og strukturere hvad vi ser og ikke ser på et givent historisk tidspunkt. Det skyldes, at betydning opstår som resultat af den diskursive struktur.

_____________________________________________________________

[i] Foster, Hall. “Preface” in Foster, Hall (ed.), Vision and Visuality. Discussions in Contemporary Culture No. 2 (1988), s. ix

[ii] Barnard, Malcolm. Approaches to Understanding Visual Culture. (2001), s. 20

[iii] ibid. s. 36

[iv] ibid. s. 11

[v] Merleau-Ponty, Maurice. The Visible and the Invisible. Followed by Working Notes (red. Claude Lefort). (1968, 1983), s. 151

[vi] ibid. s. 147

[vii] ibid. s. 151

[viii] ibid. s. 133

[ix] ibid. s. 139

[x] “For him, there is no vision without thought (…)” Merleau-Ponty om Descartes, i: Merleau-Ponty, Maurice. “Mind and Eye”, s. 135

[xi] Foucault, Michel. “Preface” i: The Order of Things. An Archeology of the Human Sciences. (1992), s. xix

[xii] ibid. s. xxii

[xiii] Deleuze, Gilles. Foucault (2013), s. 42

Skriv et svar